Mange af internettets egenheder giver først mening, når man kender historien. Hvorfor er IP ligeglad med, om pakker kommer frem? Hvorfor skal hjemmesider have både et navn og en adresse? Og hvorfor er det så svært at indføre nye protokoller? Her følger vi udviklingen fra de første pakkekoblede netværk til de protokoller, der er ved at blive indført nu. Vil du først have styr på grundbegreberne, så start med guiden om netværksprotokoller.
Før internettet
Telefonnettet var bygget på kredsløbskobling: når du ringede op, blev der reserveret en fast forbindelse hele vejen til modtageren, så længe samtalen varede. Det virker til tale, men er spild til data, der kommer i korte stykker. I 1960’erne foreslog Paul Baran i USA og Donald Davies i Storbritannien uafhængigt af hinanden (på engelsk) noget andet: del data op i små pakker, og lad hver pakke finde sin egen vej gennem netværket. Mange samtaler kan så dele de samme ledninger, og hvis én forbindelse bliver afbrudt, finder pakkerne en anden vej. Det er den idé, hele internettet hviler på.
ARPANET og TCP/IP
Idéen blev virkelighed med ARPANET, finansieret af det amerikanske forsvarsministeriums forskningsagentur. Den 29. oktober 1969 blev den første besked sendt mellem University of California, Los Angeles og Stanford Research Institute. Planen var at skrive “LOGIN”, men systemet gik ned efter to bogstaver (på engelsk), så den første besked på det, der blev til internettet, var “LO”.
ARPANET brugte i starten en protokol kaldet NCP, som forudsatte, at netværket selv var pålideligt. Det holdt, så længe der kun var ét netværk, men snart opstod der andre, over radio og satellit, med helt andre egenskaber. I 1974 beskrev Vint Cerf og Bob Kahn en protokol, der kunne forbinde forskellige netværk til ét: et netværk af netværk, et internet. Den afgørende beslutning var at lægge ansvaret for pålidelighed hos computerne i hver ende og ikke i netværket. Netværket skulle bare forsøge at levere pakker, så godt det kunne.
Den oprindelige protokol blev i slutningen af 1970’erne delt i to: IP, der kun finder vej, og TCP, der sørger for pålidelig levering. Den opdeling er grunden til, at IP stadig i dag er ligeglad med, om pakker kommer frem, og til at andre protokoller, som UDP, kan bygges direkte oven på IP. Den 1. januar 1983 (på engelsk) skiftede hele ARPANET fra NCP til TCP/IP på én gang, en dato, der ofte nævnes som internettets fødselsdag.
Samme år kom DNS. Indtil da havde alle computere en fælles fil med navne og adresser på alle andre maskiner, som skulle opdateres og kopieres rundt. Det holdt ikke, da netværket voksede, og DNS erstattede den med et distribueret system, hvor hver organisation selv står for sine navne. Derfor har hjemmesider i dag både et navn og en adresse.
Tidslinje
De vigtigste milepæle samlet:
| År | Milepæl |
|---|---|
| 1969 | ARPANET sender sin første besked, og den første RFC udgives |
| 1974 | Cerf og Kahn beskriver protokollen, der bliver til TCP/IP |
| 1983 | ARPANET skifter til TCP/IP, og DNS bliver beskrevet |
| 1983 | Ethernet standardiseres af IEEE |
| 1986 | IETF holder sit første møde |
| 1991 | World Wide Web og HTTP bliver offentligt tilgængeligt |
| 1995 | SSL fra Netscape og den første IPv6-specifikation |
| 1997 | HTTP/1.1 og den første wifi-standard |
| 1999 | TLS afløser SSL |
| 2011 | Den centrale pulje af frie IPv4-adresser er opbrugt |
| 2015 | HTTP/2 |
| 2018 | TLS 1.3 |
| 2021–22 | QUIC og HTTP/3 |
Standardisering
Internettets protokoller er fra starten blevet beskrevet i åbne dokumenter kaldet RFC’er, Request for Comments. Den første blev skrevet i 1969 af Steve Crocker, og navnet afspejler tonen: forslag, som andre kunne kommentere og forbedre, ikke dekreter. Siden 1986 har arbejdet foregået i IETF, der ikke har medlemmer i traditionel forstand. Alle kan deltage i arbejdsgrupperne, som i dag mest mødes på mailinglister og online.
En ny protokol starter som et internet-draft, bliver diskuteret og ændret i en arbejdsgruppe og udgives til sidst som RFC. Der stemmes ikke. IETF’s motto er “rough consensus and running code”: der skal være bred enighed, og der skal være implementeringer, der virker i praksis. Den pragmatisme var afgørende i 1980’erne og 90’erne, hvor internationale standardiseringsorganer arbejdede på et konkurrerende sæt protokoller bygget på OSI-modellen. OSI var grundigt gennemtænkt, men TCP/IP fandtes allerede og virkede, og da internettet voksede, vandt det. OSI-modellens syv lag lever dog videre som den måde, vi taler om netværk på.
IETF står ikke for det hele. IEEE standardiserer de fysiske netværk som ethernet og wifi, W3C og WHATWG står for webstandarder som HTML, og IANA administrerer de fælles registre over adresser, portnumre og domæneendelser.
Webben og krypteringen
I 1991 gjorde Tim Berners-Lee World Wide Web tilgængeligt for alle, og med HTTP som ny protokol øverst i stakken ændrede internettet karakter fra et netværk for forskere til et netværk for alle. Handel på nettet krævede kryptering, og i 1995 lancerede Netscape SSL, som i 1999 blev afløst af den åbne standard TLS. HTTP har siden udviklet sig gennem flere versioner, som vi gennemgår i guiden om HTTP’s udvikling.
Fremtiden
Internettets protokoller er stadig i bevægelse. Tre udviklinger præger de kommende år.
Nye protokoller skal forklæde sig
Et paradoks ved internettet er, at det er blevet svært at indføre nye protokoller. Firewalls, routere og andet udstyr undervejs kigger ind i pakkerne og smider dem væk, hvis de ser ukendte ud. Man kalder det forstening. Svaret har været at kryptere så meget som muligt, så udstyret undervejs ikke kan se, og dermed ikke kan blande sig i, hvad der foregår. QUIC er det tydeligste eksempel: den kører oven på UDP, som alt udstyr kender, og krypterer næsten hele sit eget hoved. Det har gjort det muligt at udskifte TCP i HTTP/3, noget, der ellers havde været næsten umuligt.
Mere privatliv
Selv med HTTPS lækker der stadig oplysninger: DNS-opslag sendes traditionelt ukrypteret, og navnet på den side, du besøger, kan ses i starten af TLS-håndtrykket. Krypteret DNS (DNS over HTTPS og DNS over TLS) er udbredt i browsere og styresystemer, og Encrypted Client Hello, der også skjuler sidens navn, er ved at blive rullet ud.
Kvantesikker kryptering og IPv6
Kraftige kvantecomputere vil kunne bryde den kryptering, der i dag bruges til at udveksle nøgler. Da data, der opsnappes nu, kan gemmes og dekrypteres senere, er browsere og store netværk allerede begyndt at bruge kvantesikre metoder i TLS, kombineret med de klassiske. Chrome begyndte på det i 2023 (på engelsk). Imens fortsætter den lange overgang fra IPv4 til IPv6, og en stadig større del af internettets trafik kører over IPv61.
- Wikipedia, IPv6 deployment (på engelsk): ifølge Googles statistik gik over halvdelen af trafikken til Google over IPv6 for første gang den 28. marts 2026, efter at andelen havde været omkring 43 % i starten af 2025. ↩︎